Altid det næsten

*Signerede bogmærker*

En transkønnet pianist sætter sig nytårsforsæt på en frossen nat i Wisconsin: at vinde regionerne og vinde sin eks tilbage. Men en ny dreng komplicerer tingene i denne hjertevarme debut YA-rom-dram.

Den sekstenårige transkønnede dreng Miles Jacobson har to nytårsforsæt: 1) at vinde sin ekskæreste (og stjernen på fodboldholdet) Shane McIntyre tilbage, og 2) endelig at besejre sin ærkefjende ved Midtvestens største klassiske klaverkonkurrence. Men det bliver ikke så let. For det første slog Shane op med Miles to uger efter, at Miles sprang ud som trans, og nu ignorerer Shane ham stædigt, selv når de bogstaveligt talt støder ind i hinanden. Derudover bliver Miles ved med at få at vide af sin nye, lidt skræmmende klaverlærer, at han spiller, som om han “ikke ved, hvem han er” – hvad end det så betyder.

Så møder Miles den nye dreng i byen, Eric Mendez, en stolt queer tegner fra Seattle, som spørger om hans pronominer, bekymrer sig lige så meget om kunst som han – og får hans mave til at flagre. Ikke hvad han har brug for at fokusere på lige nu. Men efter at Eric og Miles lader som om de er kærester for at få en invitation til en kun-for-par Valentinsfest, bliver skuespillet til virkelighed med et kys, hvilket bestemt heller ikke er en del af planen. Hvis bare Miles kunne finde ud af, hvorfor Eric kan lide ham så meget. Det er jo ikke fordi, han er cool eller selvsikker eller tryg i sin egen hud. Han er ikke engang god nok til klaver til at få sine medkonkurrenter til at respektere ham, især nu, som Miles. Intet har nogensinde været så let for ham som for andre – andre drenge. Han har altid kun været næsten god nok.

Så hvorfor føles det, når han er sammen med Eric, som om den eneste person, han nogensinde virkelig ikke har været god nok for...er ham selv?